Myten om flest uheld i dårligt vejr lever videre

Publiceret 01-05-2025

At uheld til søs er betinget af dårligt vejr er for anden gang i træk den primære årsag til at sejlere i Søsportens Sikkerhedsråds holdnings- og adfærdsundersøgelse sejler uden vest.

Vi lytter til dem, vi kender. Derfor er det vigtigt at tale med dine nærmeste om sikkerheden til søs. Foto: Søsportens Sikkerhedsråd.

Denne artikel er bragt i Bådmagasinet #597.

Havet ligger blankt som et spejl. Solen glimter i det dybblå vand, og en let brise skubber mildt til sejlene. En perfekt dag til søs. Ingen skyer truer i horisonten, ingen bølger vipper skroget.

Det virker så ganske logisk, at vesten er mindre vigtig, når vejret er godt.

Det mener 55 procent af de adspurgte sejlere i en holdnings- og adfærdsundersøgelse, som Als Research har foretaget for Søsportens Sikkerhedsråd også.

Men det er helt forkert.

- Det kan lyde underligt, og det kommer bag på de fleste, men det forholder sig faktuelt sådan, at de fleste uheld sker kystnært og i godt vejr, siger Martin Wagner, som er projektleder i Søsportens Sikkerhedsråd.

Holdnings- og adfærdsundersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 2045 respondenter. 71 procent af respondenterne er sejlere.

Undersøgelsen blev foretaget første gang i 2015. Dengang angav 54 procent, at de mente, at vesten er mindre vigtig, når vejret er godt.

I både 2017 og 2019 svarede under halvdelen af respondenterne, at skyfri himmel og havblik var årsagen til fravalg af vest. Nu er antallet over 50 procent igen.

- Sejlerne har generelt styr på sikkerheden. Derfor er det drønærgerligt, at myten lever videre i bedste velgående, siger Martin Wagner.

Det går godt med sikkerheden

Når sejlerne går ombord, og stævner ud, har de alle forudsætninger for en sikker tur.

Kun to procent af sejlere i undersøgelsen har nemlig ikke en fritidssejleruddannelse og ønsker ikke en. Fem procent angiver, at de ikke har en uddannelse, men gerne vil tage en på et tidspunkt.

2024 er tilmed tredje gang i træk antallet af respondenter med en fritidsuddannelse stiger. Med 92 procent er det nyt rekordår. I 2022 var antallet 88 procent.

- Det giver væsentligt bedre forudsætninger for sikker færden til søs, at man er uddannet. Derfor er det da fantastisk, at vi igen i 2024 ser en fremgang i antallet af sejlere med uddannelse, siger Martin Wagner.

Det høje niveau blandt søsportsudøvere fortsætter, når det handler om at holde sit grej i orden. 86 procent af respondenterne i undersøgelsen tjekker for fejl og mangler hver gang, de sejler ud.

Det er en procentvis lille forbedring fra 2022.

- Udstyr, der virker, er den bedste garanti for en sikker tur. Det stabile niveau indikerer, at søsportsudøvere har fokus på at sejle sikkert, siger Martin Wagner.

Flere kalder vesten for en vane
Når vi kører i bil, tager vi sikkerhedssele på. Og når vi sejler, har vi vest på.

Siden 2019 er antallet af udøvere, som kalder vesten for en vane steget med ti procent. Omtrent 60 procent angiver det, som årsagen til, at de bruger vest. Det er den næstmest valgte mulighed efter ”Vesten øger min sikkerhed”, som 91 procent har angivet.

Kigger man på antallet af sejlere, som altid eller næsten altid bruger redningsvest, udgør kategorierne samlet 84 procent.

Dermed fortsætter andelen af sejlere, der altid eller næsten altid bruger redningsvest med at ligge på det samme niveau, som det har gjort ved hver undersøgelse siden 2017.

Men sejlerne er i undersøgelsen den gruppe, hvor færrest angiver, at de altid bruger vest. Det er to ud tre sejlere, som altid bruger vest.

- Vi ved godt, at man har sine rutiner i forhold til sikkerhed, og man helt sikkert ved, hvad man laver, siger Martin Wagner.

Fire ud af ti angiver, at de ikke bruger vesten, fordi de føler sig sikre i deres fartøj.

- Men vi ved også, at det ikke altid er ens egen skyld, at man havner i en farlig situation. Hvis man falder overbord, er vesten den bedste sikkerhed for at holde sig oven vande, siger Marin Wagner.

Over halvdelen af dem, der ikke bruger vest, fordi de føler sig sikre i deres fartøj, sejler i motorbåd. 33 procent sejler i sejlbåd.

Tal med din familie om sikkerhed
Vi lytter til dem, vi kender.

Syv ud af ti af de 2045 respondenter angiver, at det er familien, som kan få dem til at forbedre deres sikkerhedsvaner til søs. Under halvdelen peger på kampagner, og under en fjerdedel skriver myndighederne.

Derfor er det vigtigt at tale om sikkerhed med dine nærmeste.

- Vi håber, at man taler om sikkerheden til søs med sin nære familie. Vi gør, hvad vi kan – men vi har brug for hjælp for at nå alle, siger Martin Wagner.

- Vi kan ikke holde øje med alle – men alle kan holde øje med nogen.