Pyroteknik og nødsignaler

Undersøg hvilke nødraketter og nødblus du skal have med på vandet, hvornår du skal bruge dem, og hvor du skal bortskaffe dem.

Du må kun bruge nødsignaler, hvis et fartøj og/eller en person er i nød. 

Der findes to kategorier af pyrotekniske signaler. Det er nødsignaler (røde/orange) og opmærksomhedssignaler (hvide/grønne).

Opmærksomhedssignaler kan bruges ved kollisionsfare eller i andre situationer, hvor man ikke er i overhængende fare, men vil gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. De kan også bruges i rednings- og eftersøgningsoperationer, hvor man fx ønsker at oplyse et område.

Der er ingen krav til, at der skal være pyrotekniske nødsignaler om bord i fritidsfartøjer. I mange kapsejladser kræves det dog, at man har nødsignaler med om bord. Søsportens Sikkerhedsråd anbefaler, at du har nødsignaler om bord, for det gør det nemmere at blive fundet og reddet ved en eventuel nødssituation.
Husk at være opmærksom på at pyroteknik har en udløbsdato. Når de har overskredet dato, skal du aflevere dem på genbrugsstationen.

Hvilke nødsignaler bør du have med om bord?

Du bør vælge lys- og røgsignaler ud fra det farvand, du skal sejle i:

Sejlads tæt på land

2 røde nødblus
2 orange røgblus
Eventuelt et hvidt/grønt håndblus

Kystsejlads

2 røde nødraketter
2 røde nødblus
2 orange røgblus
Eventuelt et hvidt/grønt håndblus

Sejlads på åbent hav

4 røde nødraketter
4 røde nødblus
2 orange røgblus
Eventuelt hvide og grønne håndblus

 

Nødraketter

Nødraketter kan i klart vejr ses mere end 5 sømil væk og er derfor et meget effektivt signal. Nødsignalet skydes op i ca. 300 m. højde, hvorefter signalet langsomt daler ned i en faldskærm. Signalet lyser rødt i ca. 40 sek. med 30.000 candela. Lyset er så kraftigt, at det også kan ses om dagen.
Skyd altid nødraketten af med vinden. Affyr en raket ad gangen – de brænder i 40 sekunder. Bruges der nødraketter med kortere brændetid (f.eks. signalpistoler), skal der affyres to raketter efter hinanden med ca. ½ minuts mellemrum. Den første til at fange opmærksomheden og den anden til at overbevise omgivelserne om, at man er i nød.
Hvis nødraketten ikke virker ved første forsøg, skal den smides i vandet hurtigst muligt.
Den røde raket må kun bruges i nødsituationer, hvor man ønsker hjælp hurtigst muligt.

Håndblus

Håndblus bruges, når der er synlig kontakt med dem, man ønsker at signalere til. Et håndblus lyser i ca. 60 sek. med 15.000 candela og kan ses på ca. 2 sømils afstand.
Affyr altid et håndblus i strakt arm ud over kanten på skibet eller redningsflåden, så du undgår eventuelle gløder på skibet. Hold kun på håndtaget, da selve røret bliver meget varmt. Kig aldrig ned i et blus efter affyringen. Lyset kan skade øjnene. Håndblusset er efter afbrændingen meget varmt og skal derfor kastes i vandet i bådens læside, så det ikke driver ind i båden og laver smelteskader.
Brug kraftige (læder)handsker og briller ved affyring af pyroteknik.
Vær opmærksom på, at mange håndblus har en indbygget 3 sekunders forsinkelse. Hvis det ikke virker i første forsøg, kastes det i vandet så langt væk fra båden som muligt. Håndblus kan fås med rødt, hvidt eller grønt lys. Det røde håndblus bruges i nødsituationer, hvor man ønsker hjælp hurtigst muligt. Det hvide og grønne håndblus bruges som opmærksomhedssignal ved kollisionsfare eller i andre situationer, hvor man ikke er i overhængende fare.

Røgsignaler

Røgsignaler bruges i dagslys og er meget velegnede til at guide en helikopter til uheldsstedet. Røgsignaler udsender orange røg og kan – afhængig af vinden – ses langt væk. Røgsignaler har lille til ingen effekt i mørke. Røgsignaler kan uden fare også bruges i olie- eller benzinfyldt vand.
For fritidssejlere anbefales håndholdt røgsignal eller dåserøgsignalet.
Det håndholdte røgsignal er et signal udformet som de traditionelle håndblus og har en brændetid på ca. 60 sek. Dette signal er primært til lystsejlere, der ønsker at have et kompakt signal, der kan pakkes sammen med de andre nødsignaler.
Dåserøgsignalet er et signal, der kan flyde på vandet og har en brændetid på ca. 240 sek. Dette signal er obligatorisk som nødudrustning på registrerede fartøjer i den professionelle sektor samt i SOLAS-godkendte redningsflåder. Det er en stor fordel, at signalet flyder på vandet. Det giver den nødstedte mulighed for at foretage sig andre ting, mens signalet brænder. Dette kan også være særdeles nyttigt for lystsejlere. Kast røgsignalet så langt ud som muligt på luv side af båden. Det giver piloterne de bedste betingelser for at bedømme vindretningen og holde positionen under redningen.

 

Kan jeg prøve min pyroteknik?

Man kan søge det lokale beredskab om tilladelse til at afprøve nødsignaler. Får du en tilladelse, skal du også underrette JRCC, der er ansvarlig for den maritime redningstjeneste. Desuden skal den lokale politikreds orienteres. Ved afprøvning af nødsignaler skal du være særlig opmærksom på, at nødsignaler – især glødende faldskærmssignaler – kan antænde det materiale, de lander på. Brugsanvisningen trykt på nødsignalerne skal følges. Overtrædelse af disse regler vil medføre bødestraf og regning for eventuelle udgifter til redningsaktion. Afprøv aldrig pyroteknik, der er for gammelt. Det kan forårsage skade på på både materiel og mennesker.

Typegodkendelse

Der findes to typegodkendelser for pyroteknik, nemlig en CE-godkendelse og en SOLAS-godkendelse (ratmærket). Nødsignaler er mærket med enten den ene eller begge typegodkendelser. Søsportens Sikkerhedsråd anbefaler, at man kun bruger typegodkendte nødsignaler.

Hvor køber jeg pyroteknik?

Nødsignaler kan købes hos skibsprovianteringsforhandlere eller forhandlere af skibsudstyr. 

Opbevaring og kontrol

Det er vigtigt, at du opbevarer beholderen med pyroteknik, så den er nem at få fat i, hvis uheldet skulle være ude. Og at alle ombord ved, hvor den er.
Alle lys- og røgsignaler er eksplosive, hvorfor de skal opbevares uden for stærkt sollys og varme. Nødsignaler bør opbevares i vandtætte beholdere. Fugt kan give fejlfunktion. Det anbefales at lægge et materiale, der opsuger luftens fugtighed (f.eks. silikagel eller blaugel) i beholderen. Læg skumplast eller lignende i beholderen, så nødsignalerne ikke bliver beskadigede.
Kontroller nødsignalerne med jævne mellemrum. Viser nødsignalerne tegn på beskadigelse, korrosion, fugt eller anden defekt, skal de udskiftes med det samme. Nødsignaler skal udskiftes, når den påstemplede udløbsdato er nået. Gamle og/eller defekte nødsignaler er upålidelige og kan være farlige.
.

Hvordan kommer jeg af med for gammel pyroteknik?

I Danmark skal kasseret (uanset årsag) pyroteknik afleveres på den lokale genbrugsplads.