Søsportens Sikkerhedsråd hjælper dig med at tjekke vesten på Boat Show

Publiceret 28-04-2026

På Boat Show kan du på Søsportens Sikkerhedsråds stand lære, hvordan du tjekker din redningsvest. Så har du helt styr på, at den er klar til turen på vandet.

Vi vejleder dig i, hvordan du tjekker din redningsvest på stand S-60 ved Fredericias Sejlklubs lokaler. Foto: Søsportens Sikkerhedsråd.

En tjekket vest er din bedste garanti for at overleve, hvis der sker et uheld til søs, og du falder overbord. Derfor er det helt afgørende, at man servicerer sin redningsvest hver sæson. Allerhelst, inden man stævner ud første gang i sæsonen.

Men hvordan er det nu lige, man gør? Og hvad skal man kigge efter, når man skal sikre, at vesten er sikker? Det værste, man kan gøre, er ikke at gøre noget.

Derfor hjælper Søsportens Sikkerhedsråd dig med at lære at tjekke vesten under Boat Show i Fredericia.

Hvis du medbringer din egen vest, kan vi tjekke den sammen.

- Vi ved, der er mange, som ikke får serviceret deres vest – eller tjekket den – hvert år. Det er vores indtryk, at mange ikke får det gjort, fordi de er bange for at gøre det forkert. Derfor tilbyder vi, at vi kan tjekke vesten sammen, siger Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd.

Mange veste har fejl og mangler

En undersøgelse foretaget i en dansk havn i 2025, hvor 228 redningsveste blev gennemgået, viste, at det kun var 14 procent af vestene, hvor udløseren var i orden. I de resterende 86 procent haltede det. I næsten en tredjedel af de veste, måtte udløseren helt kasseres.

- Det er nogle helt vilde tal. Og det er bekymrende. Hvis vesten ikke er serviceret og tjekket, kan man ikke være sikker på, at den udløser sig, hvis man falder i vandet. Det er altså en falsk tryghed, siger Martin Wagner.

Af Søsportens Sikkerhedsråds druknestatistik, som hvert år opgør antallet af omkomne i forbindelse med søsport, fremgår det, at halvdelen af de 51 omkomne til søs definitivt ikke bar redningsvest. Tre af de 51 bar redningsvest.

Du kan finde Søsportens Sikkerhedsråd på stand S-60 ved Fredericia Sejlklubs lokaler.

Kontakt

Martin Wagner