Dan Cort Jørgensen er Årets Instruktør 2026

Publiceret 10-11-2026

Frivillige instruktører fra hele landet gør en stor indsats for at sætte sikkerhed til søs på dagsordenen. Ved årets Instruktørdøgn har Søsportens Sikkerhedsråd kåret Dan Cort Jørgensen som Årets Instruktør 2026.

 Kim Bork Mathiesen og Karl Johan Andersen blev hædret med henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Hvert år tager Søsportens Sikkerhedsråds frivillige instruktører landet rundt for at holde foredrag i sejlklubber og foreninger. Her deler de viden og erfaringer om sikkerhed til søs, og hjælper sejlerne med konkrete råd til at komme trygt på vandet.

I 2026 har instruktørerne samtidig sat rekord. Hele 101 foredrag har været i kalenderen i løbet af året; det højeste antal nogensinde. Det vidner om en indsats præget af kæmpe engagement. 

Den indsats blev i forrige weekend hyldet ved Søsportens Sikkerhedsråds årlige Instruktørdøgn, hvor instruktørkorpset var samlet til faglig inspiration, erfaringsudveksling og fællesskab.

Stærkt engagement på flere fronter
Førstepladsen gik i år til Dan Cort Jørgensen for en særlig indsats som instruktør. Han deltager aktivt i foredrag og bidrager til at uddanne nye instruktører, så endnu flere sejlere kan få glæde af Rådets sikkerhedsformidling.

Dan Cort Jørgensen er samtidig engageret i arbejdet for søsikkerhed på flere fronter. Han er bestyrelsesmedlem i Danske Tursejlere og repræsentant for Danske Tursejlere i Søsportens Sikkerhedsråd, hvor han blandt andet bidrager til at søsætte nye initiativer for sikkerhed til søs. 

Det brede engagement var også en del af baggrunden for kåringen:

”Dan er et godt eksempel på en frivillig ildsjæl, som brænder for at dele sin viden med andre, og som gør en forskel både når han står foran en forsamling i en sejlklub, og når han er med til at drive sikkerhedsdagsordenen fremad,” siger Martin Wagner, projektleder i Søsportens Sikkerhedsråd.

Hos Danske Tursejlere glæder man sig også særligt over, at kåringen anerkender betydningen af samarbejdet på tværs af organisationer: ”Søsikkerhed skabes ikke af én forening alene, men gennem fælles indsatser og engagement fra de mange aktører, der arbejder for et tryggere liv på vandet. Dan er et forbillede på, hvordan man med frivillige kræfter kan bidrage til noget, der kommer hele sejler-Danmark til gode” siger Sune Abelgren Olsen, direktør i Danske Tursejlere.

Også Kim og Karl Johan hædret
På andenpladsen kom Kim Bork Mathiesen, som gennem året har holdt en lang række foredrag og gjort et stort opsøgende arbejde for at skabe kontakt til klubber og ambassadører sammen med sin instruktørmakker Arne - også kendt som ”Den Sønderjyske Duo”. Kim er desuden repræsentant for Foreningen til Langtursejladsens Fremme i Søsportens Sikkerhedsråd.

Tredjepladsen gik til Karl Johan Andersen, som med hele 13 sikkerhedsforedrag i årets løb var den frivillige instruktør, der holdt flest foredrag. Det er intet mindre end femte gang, at Karl Johan modtager en medalje for sin store indsats.

Frivillighed når det er bedst
Instruktørdøgnet havde i år forberedelse som gennemgående tema. Her blev instruktørerne blandt andet inspireret af oplæg om solosejlads, motorproblemer, førstehjælp og nye teknologiske muligheder for hurtigere at reagere ved mand-over-bord og fald i vandet.

”Det er en fornøjelse at se, hvor meget vores instruktører lægger i opgaven. De bruger deres fritid på at tage ud og møde sejlere i hele landet, fordi de gerne vil være med til at forebygge ulykker og gøre andre bedre rustet til livet på vandet. Det er frivillighed, når det er bedst” siger Martin Wagner.

Få gratis besøg i din egen havn
Det er gratis at få besøg af en instruktør i din havn eller klub. Du kan kontakte Dan, Kim, Karl Johan eller en af deres kollegaer her.

 

 

Kontakt

Martin Wagner
Martin Wagner