Denne artikel er bragt i magasinet Havkajak.
Det er svært at se, når man kigger ud over havet. Det virker så tilgængeligt og så åbent. Men der er områder, hvor havkajakker og andre fartøjer ikke må hverken sejle eller opholde sig.
Det gælder for eksempel skydeområder og midlertidige forbudszoner. Derudover er der særlige regler i Natura 2000-områder, hvor der skal tages hensyn til dyrearter og naturen.
- Der er en årsag til, at man ikke må opholde sig de steder. Og det er ens eget ansvar at have styr på, at man er de rigtige steder, siger Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd.
Hvis du opholder dig i forbudszoner – også i en havkajak – kan du få en bøde. På Anklagemyndighedens hjemmeside fremgår det, at den første bøde er på 5000 kroner.
Ved gentagelse får man en skærpet bøde.
Orientér dig om skydeområder og forbudszoner, før du ror ud.
Det er ganske lige til at finde ud af, hvor skydeområderne er, og hvor der generelt er forbudszoner.
Med appen Onboard fremgår det tydeligt, hvor man skal være opmærksom.
- Appen har den funktion, at man med markeringer og afmærkninger på kortet kan se, hvor der er forbudszoner og skydeområder. Vi mener, at det er en funktion, som skal være så nemt tilgængelig så mulig. Det er nemlig en væsentlig sikkerhedsforanstaltning, når man færdes på vandet, siger Martin Wagner.
De røde markeringer illustrerer advarsler om skydeøvelser. De kaldes også navigationsadvarsler.
De gule viser Efterretninger for Søfarende. De kan indeholde informationer om søopmålinger, havbundsundersøgelser og vedligeholdelsesarbejde.
- Det er noget mere bøvlet at navigere på vandet, fordi man ikke kan tegne fysiske streger, som man kan på land. Det stiller store krav til, at man både orienterer sig om skydeområder og forbudszoner, inden man roer ud, men også undervejs holder behørigt udkig efter bøjer, signaler og kender sin lokation, siger Martin Wagner.
Hvis man er i tvivl, kan man via sin lokation i Onboard se, om man er sejlet ind et sted, hvor man ikke skal være. Lokationen opdaterer nemlig live, og viser dig, hvis du er i en forbudszone.
Skydeområder opdateres, når der er aktiv skydning. Det er forbudt og potentielt livsfarligt at befinde sig i skydeområderne, når de er aktive.
Man kan også finde navigationsadvarsler og Efterretninger for Søfarende på Søfartsstyrelsens hjemmeside under nautiske informationer. På det nautiske kort på hjemmesiden er Efterretninger for Søfarende de lilla bobler med hvid tekst, og navigationsadvarsler er de hvide bobler med lilla tekst.
Specialafmærkninger er altid gule.
Når man er på vandet, kan man se, hvor man må ro, og hvor man ikke må på bøjer og båker. Fælles for forbudsområderne er, at de er markeret med en specialafmærkning.
Specialafmærkningerne kan kendes på deres gule farve.
I søkortet kigger man derfor efter Y, når man leder efter specialafmærkninger. Y henviser til bøjens farve - yellow. Men der er forskellige elementer øverst på bøjerne, man skal kende. Et gult flag viser for eksempel, at det er en kapsejladsbøje.
Skydeområder og forbudszoner er markeret med båker, der er trekantede og stribede i farverne sort og gul. Forbåken vil være en trekant, der vender spidsen opad. Bagbåken vil være en trekant, der vender spidsen nedad.
Fredningsområder som Natura 2000-områderne vil være markeret med gule båker formet som et kryds. Det er de samme båker, som afmærker havnegrænser.
Når der står fire specialafmærkninger, som markerer et firkantet område, vil det som udgangspunkt betyde, at det er et område, man skal holde sig ude af.
Det er angivet i opdaterede søkort, hvad de markerer og advarer imod. Du kan også tjekke det i Onboard-appen, når du er på vandet.
Du kan læse mere om de forskellige farvandsafmærkninger og båker her.