Meteorologi

Meteorologi er studiet af atmosfæren, som fokuserer på vejrprocesser og vejrudsigter. Vejrets indflydelse på al sejlads er velkendt, og med de muligheder, vi i dag har for at forudsige vejret, er sejlads på alle have blevet meget sikrere. En vejrudsigt er en forudsigelse af vejret i en vis periode. I Danmark er det DMI, der laver de prognoser, på hvilke vi bygger vores vejrudsigter. 

Kendskab til vejret er noget alle, der sejler, bør have. Sørg altid for at høre vejrudsigten, før du sejler ud, og for at følge vejrets udvikling, hvis du har mulighed for det, hvad enten det er på radio, mobiltelefon eller blot ved at kigge op på himlen. På den måde kan man med et mindre kendskab til meteorologi lave sin egen lokale forudsigelse af vejret. Sejl aldrig ud i dårligt vejr. Det er hasarderet, og det kan koste liv. Ingen form for fritidssejlads er så vigtig, at det er værd at sætte livet på spil. 
Der findes flere måder at studere vejret på. Start med Søsportens Sikkerhedsråds brochure ”Værd at vide om vejr og bølger”, der kan bestilles her fra hjemmesiden. Brochuren giver dig en kort vejledning om vind, vejr og bølger, viden om vejrudsigter, og hvor du får fat i dem, og giver dig en opskrift på, hvordan du laver din egen vejrudsigt. 
Ligeledes findes der på nettet flere websider, der er gode at få viden fra om vejret.