Før tågen letter

​Det kan være en ret uhyggelig oplevelse, når en tågebanke en ellers dejlig sommerdag ruller ind over en og totalt fjerner sigtbarheden. Det oplevede jeg i går på vej over Hanø bugten i min sejlbåd ved Blekinge.

Vi så på AIS'en at der var en anden båd i nærheden på vej mod os på modsat kurs. Vi afgav tågesignal med vores horn, og den anden båd svarede vores signal. Snart efter kunne vi høre, at den anden båd havde passeret os og forsvandt bag os. Ligeså stille lettede tågen og vi kunne ånde lettet op.

Men hvordan forholder man sig, når man pludseligt er indhyllet i ærtesuppe?


Her er nogle gode råd:

  • Få styr på din navigation. Hvor er du præcist, og er der nogen sejladshindringer i nærheden?
  • Er du tæt på kysten, kan du evt. gå ind på lavt vand og ligge stille ind til tågen letter.
  • Er du længere ude, fortsæt med samme kurs og nedsæt gerne farten.
  • Tænd dine lanterner, når der er nedsat sigtbarhed.
  • Tjek om din radarreflektor er på plads i masten.
  • Afgiv tågesignal med bådens horn: En motorbåd afgiver en lang tone på 4-6 sekunder og et sejlbåd afgiver en langtone 4-6 sek plus to korte på 1 sekunds varighed. Lydsignalet skal gentages med højst 2 minutters mellemrum. Du kan læse mere om lydsignaler på SejlSikkert.dk eller i søvejsreglerne.
  • Herefter lytter du om du kan høre andre skibe i nærheden.
  • Hører du et andet skib foran dig, nedsætter du farten til mindst mulige styrefart.
  • Tænd for VHF radioen, hvis du har en
  • Har du Radar eller AIS skal du bruge det, for at se om der er fare for sammenstød.
  • Til næste gang kan du overveje at købe en AIS transponder til din båd, så andre skibe også kan se din båd.