Brevkasse - spørgsmål og svar

​Stil spørgsmål til Søsportens Sikkerhedsråd

Hvis du har spørgsmål til regler eller savner viden og anbefalinger omkring fritidsejlads, fritidsfiskeri eller anden form for søsport, er du velkommen til at kontakte Søsportens Sikkerhedsråd på telefon:  7219 6219  eller email: info@soesport​​.dk.

Der findes ingen dårlige spørgsmål - det vigtigste er, at du kan få en god og sikker oplevelse på havet.

Neden for kan du løbende se spørgsmål og svar atillet til Søsportens Sikkerhedsråd.

Spørgsmål:

Kære Sikkerhedsråd,

Jeg har søgt alle steder på nettet for at se, om man kunne finde en kombination af en oppustelig redningsvest og en fiskevest med lommer til grej osv., uden noget resultat.
Og har sendt forespørgelse til Århus Seashop om dette, men kom så efterfølgende til og tænke på jer.

Det er jo ingen hemmelighed, at der desværre har været flere uheldige omstændigheder omkring kystfiskeri. 

Derfor tænkte jeg, at en oppustelig redningsvest kunne være en løsning for og sikre sig selv, hvis man er uheldig og falde i vandet eller falder med et par waders, - men mangler så lommer til grej.

Man kan vel ikke tage vest eller jakke på og dække den oppustelige redningvest til, så forsvinder funktionen vel fra redningsvest, hvis den ikke frit kan puste sig op, - gør den ikke?

Ved ikke, om det findes (en kombination af oppustelig redningsvest og fiskevest), - ellers er her et forslag til udvikling af nyt produkt.

Hvis I har kendskab til det, jeg søger, modtager jeg meget gerne et link derom.

Mvh.
Bjørn 

Svar:

Hej Bjørn, 
Tak for dit gode og relevante spørgsmål.
At finde den helt rigtige vest til kystfiskere er ikke en helt let sag. Personlige præferencer og kropsform har indflydelse på, hvilken løsning der er den rigtige løsning for den enkelte.

Jeg har set lidt i forskellige kataloger og fundet forskellige løsninger:

Flydeveste: Baltic Adventure 5350 og Fisherman 5310 er begge flydeveste beregnet for fiskere – diskrete farver og gode lommer. Men kun 50 N opdrift.
Mariager Kano og Kajak har også forskellige fisker/kajak veste http://www.mariagerfjordkajak.dk/redningsvest.php​ 

Oppustelige veste. Der findes forskellige veste, der appellerer til fiskerne f.eks. Baltic Flyfisher 1582/1583 og Flyfisher Camo 1573/1572 .
Disse to veste fås både i en manuel og automatisk version. Mange fiskere foretrækker en manuel, så vesten ikke udløser, hvis der f.eks. kommer en høj bølge, hvor man ikke er i nød. Disse veste har ikke lommer.

Hybrid veste
Baltic har en hybrid vest med både opdriftsmiddel og oppustelig lunge. F.eks Hybrid 220. Denne vest har to lommer, som f.eks. kan bruges til mobiltelefon.

Jeg håber, det gav dig et par ideer. Det vil sikkert være en god ide at lave nogle afprøvninger af veste kombineret med forskellige typer tøj og waders for at se, hvad der fungerer bedst.​

Mvh. Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd

Spørgsmål​:

Hej Søsportens Sikkerhedsråd,
Jeg har et spørgsmål om, når man sejler Kano på Gudenåen, hvordan er
regler og love omkring alkohol?

Mvh. Jimmi

Svar:

Hej Jimmi,
For kanoer gælder der, at du skal kunne sejle kanoen forsvarligt og betryggende.
Der er ikke nogen bestemt alkoholgrænse. Men hvis der sker et uheld, og at man er alkoholpåvirket, kan man straffes relativt hårdt.

Der er også en væsentlig større risiko for, at kanoturen går  galt, hvis man er påvirket. Folk bliver uforsigtige og får dårlige reaktioner og kæntrer derfor nemmere. Ligger man først i vandet er overlevelseschancerne også mindre for alkoholpåvirkede.

Du kan læse mere her:
http://www.soesport.dk/Sider/Pjecer/Promillegrænse-til-søs-i-Danmark.aspx

Med venlig hilsen
Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd

Spørgsmål:

Hej,
Jeg har en lille sejlbåd på 22 fod - en maxi 68.
Jeg har søgt og søgt og ikke kunnet finde svar - ligeledes har jeg spurgt min forsikring til, hvilke søkort jeg skal benytte, og de svarede, at jeg skulle følge søfartsreglerne ??? Spørgsmålet er/ var som følgende:
Jeg har ombord en garmin kortplotter med kort over sejladsområdet + en håndholdt kortplotter i reserve . Jeg har navionics boating på min mobil som backup, og så har jeg søsportskort fra NV verlag over sejladsområdet
Er jeg så dækket ind, spørger jeg, jeg er fra anden side blevet gjort opmærksom på at søsportskortene, jeg har, ikke er dækkende, men at det istedet skal være originale danske søkort??
Det undrer mig, for kort i fuld størrelse er temmeligt udsatte i cockpittet på den lille båd.

Hilsen Bjarne

Svar:

Hej Bjarne,
Jeg er glad for at høre, at du tager din navigation så alvorligt. Herved kan du få en række fine ture uden grundstødninger og andre ubehageligheder.

I vagtholdsbekendtgørelsen er der krav om at sejladsen foregår ud fra ajourførte søkort og andre publikationer.

Det er imidlertid Søfartsstyrelsens tolkning, at der ikke er krav om, at det er papirkort, der anvendes.
Det er således op til skipperen på et fritidsfartøj at afgøre, hvad der er nødvendige og relevante navigationsgrundlag for det enkelte fartøj.

Min øjemål siger, at du er godt kørende navigationsmæssigt i relation til din båd. Husk dog at opdatere kortene i din plotter med de tilgængelige søkortrettelser.

Som noget nyt kan du på søfartsstyrelsens hjemmeside se både sejladsadvarsler og efterretninger for søfarende i grafisk form præsenteret på et søkort.
http://www.soefartsstyrelsen.dk/SikkerhedTilSoes/Sejladsinformation/Advarsler/Sider/nautisk_information.aspx

Sejladsadvarslerne og efterretningerne ligger også i SejlSikkert appen.
https://www.respektforvand.dk/paa-havet/en-sikker-tur-paa-havet/sejlsikkert-app

I SejlSikkert appen kan du også få let tilgængelige prognoser for vind og strøm.

Må du ha en god sejltur!

Med venlig hilsen
Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd

Spørgsmål:

Hej!
Vi ønsker at modtage et regelsæt med retningslinjer for søsportgrenen stand up paddle/SUP.
Når den dyrkes i klubregi med klubbens eget udsryr.
Ved et åbnet arrangement for kommende medlemmer.
Brejning SUP Club er en nyetableret afdeling under BBK.
Se www.vildmedvand.dk/brejning og www.brejninghavn.dk
Vh. Jackie Olsen

Svar:

Hej Jackie,
Der gælder ikke sikkerhedsregler for brug af SUP inden for en sejlklub for dens medlemmer, eller når den afholder åbent hus. Det anses for fritidssejlads.
Kun hvis I begynder at afholde kommercielle kurser for personer uden for klubben, er der tale om erhvervssejlads.

Derfor er det dog stadig en god ide at tænke i sikkerhed over for klubbens medlemmer.
Du kan få inspiration til disse overvejelser i denne artikel:
http://www.soesport.dk/Sider/Artikler/Stand-Up-Paddle-er-sjovt,-men-ikke-ufarligt-.aspx

Du kan også få inspiration fra sikkerhedsinstruks som der skal udarbejdes for erhvervsmæssig sejlads.
http://www.soefartsstyrelsen.dk/SkoleFritidssejlads/SkolerInstitutioner/Sikkerhedsinstruks
Det understreges, at du ikke har pligt til at udarbejde en sikkerhedsinstruks for fritidssejlads, men det kan være relevant på frivillig basis at gøre sig tilsvarende overvejlser.

Med venlig hilsen
Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd